Du er her: Kunstforening Rønland Historie

 Print


Historie

Starten fortalt af Bent Thorhauge

 

I 1957 blev jeg ansat på Haustrups Fabrikker i Odense.

 

Virksomheden var da i en forrygende udvikling med masser af go i. Der blev ekspanderet utroligt meget og personalemæssigt var det et rent slaraffenland med utroligt mange tiltag, såsom idrætsklub og personaleklub m.m. Og man blev fra ledelsens side hele tiden opfordret til at komme med nye initiativer, som yderligere stort set altid blev støttet både økonomisk og ligeledes med plads på virksomheden.

 

Allerede i efteråret 1958 var vi nogle stykker der gik i gang med at etablere en kunstforening på stedet og en af værkførerne gik i gang med at udforme et sæt love for det, som ret hurtigt skulle blive til Hausrups Kunstforening.

 

Jeg var ansat på virksomheden indtil jeg flyttede til Cheminova i juni 1964 og nåede i den tid at vinde to gode billeder og det var vel ret beset en af de største bekymringer jeg havde ved flytningen, at der jo nok ikke var en kunstforening på den nye arbejdsplads.

 

Senere viste det sig, at man godt nok havde noget, der lignede, men den var stort set gået i stå.

 

Vi skal helt frem til 1973, før jeg begyndte at lufte ideen med en kunstforening på Cheminova, men der var sandt at sige ikke den store interesse for foretagendet, så jeg trak beskæmmet følehornene til mig igen.

 

Men så en dag i slutningen af 1975, hvor von Deyen og jeg sad på tegnestuen og sludrede, spurgte von Deyen, om jeg stadigvæk havde materialet om en evt. kunstforening liggende, og det kunne jeg da kun svare bekræftende på.

 

Efter en del parlamenteren frem og tilbage, blev vi enige om, at jeg skulle tage en liste i lommen, når jeg bevægede mig rundt på fabrikken og prøve at få en ide om, hvorvidt der stadigvæk ikke var basis for at starte en forening op, og von Deyen lovede at reklamere lidt for sagen.

 

Jeg kan ikke ligefrem sige at interessen var enorm, men i løbet af nogle måneder var der så mange, der havde skrevet sig på listen, at vi følte at det ville være formålstjenligt at indkalde til en stiftende generalforsamling.

 

Den stiftende generlforsamling blev så holdt på Jespersens Hotel d. 13. april 1976 og i alt 25 medardejdere var mødt op, og alle meldte sig ind i foreningen fra starten, Og medlemstallet blev ca. fordoblet før vi havde den første udlodning.

 

Som basis for foreningens vedtægter var de vedtægter, som havde været gældende for Haustrup Kunstforening. Der måtte naturligvis foretages en hel del tilretninger til Cheminovaforhold, men det lykkedes at finde frem til en brugbar løsning.

 

Der blev herefter valgt en bestyrelse bestående af følgende: Sigfred Skaanning, Jørgen Møller, Bent Thorhauge, Per Klemmensen, Svend Tolbod, Jørgen Villumsen og Hans Kolind-Andersen. Desuden valgtes som 1. suppleant John Eriksen og som 2. suppleant Benny Nielsen.

 

D. 29. april mødtes bestyrelsen til sit første bestyrelsesmøde, hvor man kostituerede sig med Bent Thorhauge som formand, Jørgen Villumsen som kasserer og Hans Kolind-Andersen som sekretær.

 

Der blev herefter nedsat to indkøbsgrupper:

 

Gruppe 1. Jørgen Villumsen Gruppe 2. Sigfred Skaanning

 

Jørgen Møller Svend Tolbod

 

Per Klemmensen Hans Kolind-Andersen

 

Det skal for en ordens skyld siges at grupperne meget sjældent kom til at fungere slet så formelt.

 

Bent Thorhauge